Hold styr på campingvognens vægt
Det farligt at køre med for mange kilo i campingvognen
Du er snarere undtagelsen end reglen, hvis du har haft din campingvogn på vægten. Torben Brandt ser nærmere på overlæssede vogne og får politiets forklaring på, hvorfor det er så farligt at køre med for mange kilo i campingvognen.
Foto: Brian Lindberg Jensen
Hvornår meget vejer din campingvogn?
Engang var det i pædagogiske kredse populært at spørge, om man havde talt med sit barn i dag, hvilket de fleste forhåbentlig kunne svare ja til. Spørger man derimod en campist, om han nogensinde har vejet sin campingvogn, er det ikke nær så sikkert, at man får et bekræftende svar, for masser af campister aner ikke, om den egenvægt, der står opgivet på campingvognens registreringsattest, svarer til det, vognen reelt vejer.
I en travl hverdag er det nemlig de færreste, der orker at køre campingvognen ned på havnen, til det lokale byggemarked, bilinspektionen, et transportfirma eller et andet sted i nærområdet, hvor der findes en vægt, som kan fortælle, hvad ens campingvogn reelt vejer. Det koster typisk et par hundrede kroner, men pengene er godt givet ud.
Campingvogn for tung fra starten
Problematikken med for tunge campingvogne er ikke ny. Allerede for otte år siden vurderede politiet i dette blads spalter, at cirka 60 procent af alle campingvogne i ferietiden var overlastede, og politiet slog samtidig fast, at antallet næppe ændrede sig nævneværdigt fra år til år. Masser af campister har i tidens løb været ude for, at deres splinternye campingvogn, allerede når den ruller ud fra fabrikken, er tungere, end det fremgår af registreringsattesten.
Vægtunøjagtighed på 5% er tilladt
En vægtunøjagtighed på 5 procent er inden for rammerne af det tilladte, men ofte vejer vognene også mere end det. Den mest sandsynlige forklaring er, at den opgivne egenvægt på campingvognens registreringsattest stammer fra en basismodel, og hvis du vælger samme model med et højere udstyrsniveau, vil den være tungere end den egenvægt, der står opgivet på registreringsattesten.
Bed om en vejeseddel, når du køber ny campingvogn
Diskussioner og debatter mellem campister på diverse campinghjemmesider viser, at du ikke kan være sikker på, at forhandleren altid gør opmærksom på denne forskel. Derfor bør du bede om at få en vejeseddel, når du køber ny campingvogn, for at du fra begyndelsen af ved nøjagtigt, hvad din campingvogn vejer, så du ikke efterfølgende bliver overrasket over de tørre facts.
Udstyr vejer tungt
For en campist vil vognens lasteevne – altså hvor meget bagage, der kan tages med – altid være et væsentligt parameter, når der skal investeres i ny campingvogn. Hvis den tilladte totalvægt er 1.500 kg, og vognens egenvægt er opgivet til 1.250 kg, er der som udgangspunkt en lasteevne på 250 kg, hvis egenvægten er korrekt opgivet.
De ædes imidlertid hurtigt op, hvis du fx har et par fyldte gasflasker, fyldt vandtank, mover, tv-antenne og tv, fortelt, tæpper, campingmøbler, køkkenudstyr og parasol i campingvognen, og pludselig er der måske ikke mere end nogle få kilo tilbage til den almindelige feriebagage – eller campingvognen er i værste fald allerede overlæsset, inden du har pakket så meget som et par badebukser ned.
Og så kan den dårlige feriestemning hurtigt brede sig, for mor er måske ikke til sinds at begrænse hverken sit eget eller de øvrige familiemedlemmers udvalg af tøj, far vil ikke af sted uden sit windsurferudstyr, og børnene vil under ingen omstændigheder undvære gummibåd og computerspil.
Stor risiko for overlæsset campingvogn
Resultatet er, at du med stor sandsynlighed ender med at tage på ferie med en overlæsset campingvogn. Det andet forhold, der har betydning, når man taler om overlæs, er, hvor meget bilen må trække. Her skal du have fat i bilens registreringsattest, hvor det i feltet ”Oplysninger vedrørende synsfri sammenkobling” fremgår, hvor meget bilen må trække.
Hvis din campingvogn har en tilladt totalvægt på 1.600 kg, og din bil højst må trække 1.500 kg, må du altså nøjes med at fylde din campingvogn op, til den når de 1.500 kg.
Farligt at køre med overlæs
Ifølge leder af Hunde & Færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi, vicepolitiinspektør Erik Radmer Jensen, kan det være en ganske alvorlig affære at køre med overlæs. – Der er mange faktorer, der spiller ind, når vi taler overlæs og køresikkerhed, men generelt kan man sige, at nogle vogntog vil være upåvirkede af en vægtoverskridelse, mens andre vil opleve en meget mærkbar effekt.
Det afhænger i høj grad af den trækkende bil, men det er vigtigt at understrege, at overlæs kan have stor indflydelse på vogntogets køreegenskaber, både i forhold til risikoen for at komme i slinger og evnen til at bremse.
Det er jo især, når man kommer ud i en alvorlig situation og skal lave en undvigemanøvre, at overvægten kan vise sig at være fatal. – Erfaringsmæssigt er de største problemer, at der kommer ekstraudstyr i vognen, så den faktiske egenvægt er højere end det, der står på registreringsattesten, eller at den nuværende eller tidligere ejer har bygget campingvognen om og puttet nye og tungere materialer i.
Synspligt - hvis egentvægt øges med 50 kg
Og man skal virkelig være forsigtig, for selv en ret lille vægtforskydning kan betyde en forringelse af vognens køreegenskaber. I den forbindelse er det værd at minde om, at hvis egenvægten på campingvognen forøges med mere end 50 kg, er der synspligt. Det vil sige, at ejeren har pligt til at anmelde campingvognen til syn og efterfølgende registrering hos SKAT, siger Erik Radmer Jensen.
Put mest muligt i bilen
Enhver campist ved, at det ikke er ligegyldigt, hvordan campingvognen pakkes, og at det er bedst at lægge bagagen så tæt på akslerne som muligt, men vognene er ikke altid indrettet, så bagagen kan placeres netop der. – Det kan være et rigtig godt alternativ at lægge tingene ind i bilen, hvis der er plads, så man ikke får for mange kilo i campingvognen, siger Erik Radmer Jensen, der råder campisterne til at pakke ferievognen med omtanke og få campingvognen vejet med fuld oppakning, inden de kører på ferie.
Ved vejningen skal alle campingvognens hjul, også næsehjulet, stå på vægten. Den vægt, der fremkommer her, er den faktiske totalvægt, og hvis den er højere end den tilladte totalvægt, der står på registreringsattesten, må du bide i det sure æble, pakke ud og lade noget af bagagen blive hjemme.
Også når man skal hjem fra campingferie, er det vigtigt at tænke i vægt, påpeger Erik Radmer Jensen. – Campisterne slæber tit en masse vin med hjem, eller også køber de store mængder øl og sodavand ved den tyske grænse, og da bilen allerede er pakket til bristepunktet, ryger det bare ind i campingvognen, selvom man måske godt ved, at det resulterer i overlæs. Igen kan jeg bare konstatere, at selv ret små vægtforskydninger kan have stor betydning for færdselssikkerheden.
Elastik på syv procent
Selvom campingvognens tilladte totalvægt er overskredet med nogle kilo, og du bliver standset af det danske politi, er det ikke sikkert, du får en bøde. – Vi skriver først bøder ud, hvis der er et overlæs på mere end syv procent.
Der kan dog være situationer, hvor vi udstikker et kørselsforbud og siger til campisten, at han ikke får lov at køre videre, før noget af bagagen er kommet ind i bilen, og så har man jo et problem, hvis bilen er fyldt til bristepunktet. – Hvis du kører med overlæs, bliver du straffet for det, der ligger ud over de syv procent.
Det koster herefter 10 kr. per procent for føreren og 25 kr. per procent for ejeren. Hvis en bilinspektør vurderer, at føreren af vogntoget groft har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ved at køre med overlæs, risikerer man en betinget frakendelse af førerretten, siger Erik Radmer Jensen. I Tyskland, som er den store transportkorridor for campister på vej mod syd, er politiets tolerancetærskel på blot fire procent.
Ansvarsforsikring dækker
Ifølge vicepolitiinspektøren dækker campistens ansvarsforsikring, selvom man har været involveret i en ulykke, hvor det efterfølgende viser sig, at campingvognen var overlæsset.
– Ansvarsforsikringen dækker, fordi det ikke må gå ud over den eller de passagerer, du har beskadiget ved din skødesløshed, men om din kaskoforsikring også dækker, afhænger af de betingelser, det enkelte forsikringsselskab har, pointerer Erik Radmer Jensen